Reparation af murværk over porten til skralderummet

Projektet er gennemført

Status pr. 1. august 2003 viser, at projektet er færdigt.

Arbejdet er udført tilfredsstillende og faktura er sendt til betaling.

Det skal bemærkes, at projektet har omfattet udskiftning af 6 defekte sålbænke og reparation af en skade under taget, som ikke fra starten var medtaget i beskrivelsen.

På trods af dette er projektets totale omkostninger overskredet med mindre end 9 pct. i forhold til bestyrelsens første vurdering af budgettet (se referat fra generalforsamling 2003).

Alt i alt kan bestyrelsen - og ejerforeningens medlemmer - være meget tilfredse med projektet.

Se også fotoserien om problemet.



Nyt haste-projekt forventes igangsat snarest mulig

Ejerforeningens rådgivende ingeniør, Kurt Nicolaisen, har bemærket, at murværket i facaden mod gården mellem Krusågade 35 1.tv og 2.tv er i meget dårlig stand.

Problemet har været noteret tidligere, men først efter, at der er blevet opsat stillads i forbindelse med beboernes udskiftning af vinduer på 2. og 4. sal, har der været mulighed for at inspicere skaden nøjere.

Det har herunder vist sig, at revnerne er så dybe og sætningerne så store, at muren kræver øjeblikkelig forstærkning. Skaden synes at stamme fra tidligere sætningsskader omkring 1990, men er formentlig forværret af de mindre sætninger, som er en naturlig følge af etableringen af omfangsdræn.

Det er bestyrelsens vurdering, at projektet vil koste af størrelsesordenen kr. 50.000,- excl. moms.

Projektet vil kunne finansieres over det almindelige vedligeholdsbudget, og vil således ikke kræve ekstraordinære indbetalinger fra beboerne.

Der vil blive orienteret om projektet på generalforsamling pr. 02-06-2003.